Kong Klaus 2016 Arkiv

Klaus Bo Nilsson blev den nye konge i skyttelagets jubilæumssæson

Dragør Borgerlige Skyttelag blev etableret i 1927, som et samlingspunkt for lokale beboere og landliggere. Med et par års aflysninger under 2. verdenskrig som undtagelse har der været afholdt fugleskydninger lige siden – det med samme entusiasme og ånd, som for 90 år siden.

Kongen i jubilæumsåret er Klaus Bo Nilsson, der under mottoet »Fyr og Flamme for Dragør« blev indsat ved afslutningen af fugleskydningen i søndags. Han vil stå i spidsen for de festligheder, der afholdes i anledning af jubilæet.

Kong Klaus bebor fyrtårnet på Strandstien sammen med Dronning Søs. Hermed vender kongeværdigheden i jubilæumsåret tilbage til adressen, hvor hans far, Kjeld B. Nilsson, boede, da han var konge i 1983. Ekskong Kjeld, som nu bor i Paris, er i øvrigt skyttelagets æresoldermand og var Statsminister i en lang periode. En bærende kraft i skyttelaget. Æblet er ikke faldet langt fra stammen, og Kong Klaus bliver en fremragende konge.

Med udnævnelsen af Kong Klaus overdrog Dines Bogø kongeskærfet og kan se tilbage på et flot år som Dragør Borgerlige Skyttelags overhoved, styret af det godt tænkte udefra og ind-motto »Dragør – din by«. Valget af Kong Klaus var populært, og begge kongerne blev behørigt hyldet af de tilstedeværende med hurraråb og »rap, rap, rap – plet«.

De 83 deltagende medlemmer af skyttelaget mødte morgenfriske søndag hos Kong Bogø og Dronning Lene i haven på Ulspilsager. Efter udnævnelse af to nye storkorsriddere, drog processionen af skytter af sted med fuld musik. Anført af 8. Regiments Musikkorps, med vel leveret marchmusik, blev det en herlig marchtur mod Dragør Fort. De lokale beboere på ruten og de allerede ankomne turister i Dragør fik en ekstra oplevelse på en herlig sommermorgen.

Under marchen fra Ulspilsager var der bedesteder hos Ekskong Michael Bek og Winnie på Lundeager samt hos Ekskong Claus Ehlers og Kirsten i Schoutgården, hvor de havde samlet naboer omkring flagstangen for at festligholde besøget. 8. Regiments Musikkorps kvitterede med et par ekstra numre. Marchen fortsatte ad Kirkevej til Vestgrønningen, hvor Ekskronprins Allan Thestrup og Helle tog imod. Der blev budt på nødvendige forfriskninger på alle bedestederne.

Skydningen foregik som sædvanligt på Dragør Fort, hvor Ekskong Torben Bødtker atter velvilligt havde lukket områder af, så sikkerheden kunne overholdes. Marinehjemmeværnet ydede traditionen tro en stor indsats og var garant for, at alt blev afviklet godt og forsvarligt. Der var fin skydning til fuglen og til skiven hele dagen. Den stærke fugl overgav sig først ved fire tiden.

Frokosten foregik også på fortet. Som sædvanligt med feststemte skydebrødre og et omfattende program. Borgmester Eik Dahl Bidstrup var æresgæst, og han kvitterede med hilsen fra kommunen og en hyldest til skyttelaget.

Der var taler og hyldest til Dragør. Sangen for kongen var igen skrevet af den tidligere mangeårige statsminister i skyttelaget, Kjeld B. Nilsson, som med sædvanlig skarpt vid, selv holdt talen for kongen. Talen for kronprinsen blev med stor træfsikkerhed holdt af Storkorsridder Michael Bodholt. Der var uddeling af en hel del advarsler og bøder fra Statsminister og Fiscal til de urolige elementer i selskabet.

Damefrokosten, under ledelse af Dronning Lene, foregik på Dragør Strandhotel hos Æresstorkorsridder Philip Helgstrand. Han og medarbejderne havde en travl dag med mange arrangementer. På trods af travlheden klarede han at servere en lækker frokost, som blev værdsat af de over 50 deltagende damer.

Skydningen fortsatte efter frokosten. Den dygtige skytte, som ved at få ram på brystet nedlagde fuglen endeligt, var Preben Hallas. Han kan nu og det næste år frem smykke sig med titel »kronprins«.

De øvrige dele af fuglen blev nedlagt således: Krone Torben Bødtker, ringen Kim Irmow, halsen Bent Kofoed-Hansen, venstre vinge Franz Andersen, højre vinge René Espersen og halen Peter Røhr.

Præmieskydningen blev i år præget af tidligere vindere. Søvangduoen Flemming Aunel og Kim Irmow samt Erling Brodersen vendte tilbage til podiet, efter at de sidste år var sat uden for.

Der blev skudt virkeligt flot. Flemming Aunel vandt med 57 point. Der var tre skytter på 56 point, så placeringerne blev afgjort på flest skud nærmest plet. Erling Brodersen blev nr. 2, Kim Irmow blev nr. 3. Lars Brandt havnede trods de 56 point lige uden for præmierne og måtte tage til takke med en særlig ekstrapræmie fra Statsministeren.

Dagen afsluttedes med tronskifte. Kong Klaus tog over fra Kong Dines og Kronprins Preben tog over fra Kronprins Kim.

I dagens løb var der mange, som benyttede anledningen til et besøg på fortet for at følge festlighederne, og der var rigtigt mange tilskuere til de afsluttende ceremonier. Så dermed blev det atter en rigtig Dragør-fest.

Tags:

--