Søværnets Tamburkorps gav flot show på Strandlinien med under afviklingen af Dragør Borgerlige Skyttelags fugleskydning i søndags
Den nye konge i Dragør Borgerlige Skyttelag er en kendt person i Dragør og en kender af Dragør. Som afslutning på en hel dags festligheder, var det nemlig Dines Bogø, der i søndags blev udnævnt til ny konge for laget. Der er næppe nogen, som har større indsigt i byens og kommunens historie end ham. Og næppe nogen, som kærer sig mere om områdets ve og vel end ham. Kong Bogø har valgt mottoet »Dragør – din by«, som ledestjerne for sit virke i det kommende år.
Dines Bogø har været medlem af skyttelaget i mange år og er æresstorkorsridder. Han er forfatter, foredragsholder, historiker og en del mere. Passionen er Dragør, og det er helt naturligt, at Dines Bogø nu har kongeværdigheden.
Skydebrødrene mødtes søndag morgen hos skyttelagets nu afgåede konge, Kong Torben, på Dragør Fort, for at afholde den årlige fugleskydning. Det var en herlig morgen, med god stemning og godt vejr. Efter udnævnelsen af tre nye storkorsriddere, Uffe Carlsen, Bjarne Petersen og Peter Beck, en række hædersildelinger og hyldest til Kong Torben, gik skydebrødrene i procession gennem det gamle Dragør, anført af Søværnets Tamburkorps. Der var bedested hos den nyudnævnte Storkorsridder Peter Beck og Cynthia på Kongevejen.
På Strandlinien ud for Dragør Strandhotel var Ekskong og Ekskronprins Per Helgstrand og Britt værter for forfriskninger, samtidigt med at Søværnets Tamburkorps opførte et show, som imponerede de mange tilskuere. Korpset har i sandhed international klasse. Ud over skydebrødrene var der rigtig mange lokale og ikke mindst turister, som denne søndag formiddag nød det fantastiske skue.
Med depoterne fyldt op og allerede lidt mætte af oplevelser, marcherede processionen med fuld musik i sædvanlig uorden tilbage til fortet, hvor dagens skydning startede.
Dragør Fort var som sædvanligt under fugleskydningerne behørigt bevogtet, så sikkerhedskravene kunne overholdes. Der var fin skydning til fuglen og til skiven hele dagen. Fuglen overgav sig ved 16-tiden, hvor brystet med et flot skud blev skudt ned af Kim Øberg, der således det næste år kan kalde sig kronprins.
Frokosten blev også afholdt på fortet. Som sædvanligt med feststemte skydebrødre og et omfattende program. Borgmester Eik Dahl Bistrup var æresgæst, og han kvitterede med hilsen og en hyldest til skyttelaget.
Der var taler for kongen og kronprinsen samt hyldest til Dragør. Der var uddeling af en hel del advarsler og bøder fra Statsminister og Fiscal til de urolige elementer i selskabet. Sangen for kongen var igen skrevet af den mangeårige statsminister i Skyttelaget, Æresoldermand Kjeld B. Nilsson, som atter en gang havde taget turen fra sin bopæl i Paris for at være med.
Damefrokosten foregik på strandhotellet hos Storkorsridder Philip Helgstrand, der serverede en lækker frokost, der blev værdsat af de 50 deltagere. Der blev skålet og sunget, da konge, Dragørs borgmester, skyttelagets statsminister og æresoldermanden kom forbi.
Fuglen blev nedlagt således: kronen Orla Christensen, ringen Niels Børreschmidt, halsen Claus Ehlers, venstre vinge borgmester Eik Dahl Bistrup, højre vinge Joachim Killerich Schiøtz, halen Carsten Westring og som nævnt brystet Kronprins Kim Øberg.
Præmieskydningen blev meget spændende, med stor stabilitet i toppen. Der var både nye navne og tidligere præmietagere med i kampen om præmierne. Claus Bo Nilsson sejrede med 55 point. Efterfulgt af tre skytter med 54 point og nøjagtigt samme antal pletter. Så millimeterne måtte tages i anvendelse. Herefter blev Erik Bang Madsen nr. 2, Kim Gravenhorst nr. 3 og Erling Brodersen nr. 4. Så små marginaler er aldrig oplevet tidligere.
Dagen afsluttedes med tronskifte. Dines Bogø overtog kongeværdigheden fra Torben Bødtker, og Kim Øberg efterfulgte Mogens Kragh som kronprins.
I dagens løb var der mange, som benyttede anledningen til et besøg på fortet for at følge festlighederne, og der var rigtigt mange tilskuere til de afsluttende ceremonier.
--