Dragørs nye fuglekonge – »tænk positivt«
Dragør Borgerlige Skyttelag kunne søndag eftermiddag kåre sit nye kongepar for det næste regeringsår.
Under velfortjent hyldest blev det gamle kongepar, Jørgen Ploug og Lene Kjeldgaard, afløst af Kurt og Tove Christiansen fra D.B. Dirchsens Allé.
Også på kronprinstronen var det – som det plejer at være – skiftedag. Her overlod den afgående kronprins Per Lehmann sit flotte bandolær til Erik Andersen, Fælledvej, som samtidig fik følgeskab af sin kronprinsesse, Jannie.
Forud var gået en lidt våd, men herlig fugleskydningsdag, hvor de 90 skytter viste deres sande kvaliteter ved gennemførelse af den lange march fra »Kongens Nytorv« i Bylaugsvinget til Dragør Fort i fin stil – ikke mindst takket være 8. regiments musikkorps’ inciterende marchmusik.
Ud over kronprinstitlen blev resultaterne af fugleskydningen følgende:
Fuglens krone: Gimmi Johannesen. Ringen: Bent Kofoed-Hansen. Halsen: John Erik Lapain. Venstre vinge: Dan Ursin. Højre vinge: Flemming Aunel. Halen: Morten Høegh.
Den sideløbende præmieskydning fik Dan Ursin som vinder, med Erling Brodersen og Steen Hyldborg som anden og tredje bedst.
Afrundingen af fugleskydningsdagen kom, da den nye kong Kurt d. II konstaterede, at han som regent meget vel kunne kombinere den »arvede« kong Jørgens motto – lev i nuet – med sit eget motto – tænk positivt.
Det vil skydebrødrene bestræbe sig på at leve op til, og det var et kongeord, som også skyttelagets æresgæst, borgmester Allan Holst, tog til sig med et indforstået smil med tanke på de mange protester og indsigelser, der altid har præget byens debat.
--