Det blev den »kun« 51-årige Michael Bek Jensen, Lundeager, som med dronning Winnie ved sin side skal regere over de knap 200 skytter i skyttelaget indtil næste fugleskydning i august 2011.
Michael, som i forvejen havde opnået den meget værdsatte titel af æresridder, kunne kundgøre sit kongelige motto – »Solen en stjerne giver livsglæde« – og straks modtage undersåtternes hyldest herfor. På tronen afløser kong Michael og dronning Winnie den abdicerende, nu eks-kong, Richard Barth og dennes eks-dronning, Marianne.
Ny kronprins blev Brian Hansen, Kastrup, som med et velrettet skud fik fuglens brystplade til at falde til jorden, et skud som i sin tur automatisk fører til en kronprinsudnævnelse.
Forud for skydningen var der, til de inciterende toner fra The Royal Street Walkers, gået en herlig march gennem både de nyere og de ældre dele af Dragør by – naturligvis med de traditionelle »bedesteder« indlagt.
Fuglen faldt kl. 16.30, men forinden var der i »Kongens Have« blevet gennemført fåreceremoni og udnævnelse af seks nye storkorsriddere og en ekstra æres-honorering til Tommy Bengtsson, Harevænget. Selve skydningen blev indstillet kl. 12, for munter frokost på Dragør Strandhotel for skytterne, og ligeså dronningefrokost for ledsagende damer på Restaurant Beghuset, med dronning Marianne i forsædet og med festlig underholdning udført af tre friske Fejø-piger.
I den sideløbende serieskydning (efter skive) var der deltagelse af mange af de »gamle (men velskydende) heste«, og konkurrencen om points og millimeter-marginaler var, som sædvanlig, benhård. Resultatet af serieskydningen blev, at Niels Lindinger vandt, med Erling Brodersen og Erik Andersen (Fælledvej) på henholdsvis 2.- og 3.-pladsen blandt de mange deltagende i denne disciplin.
Hvad fuglen angår, så »blev de enkelte dele skudt ned som følger:
Kronen: Jørgen Ploug. Ringen: Kim Gravenhorst. Halsen: Dan Ursin, Søvang. Venstre vinge: Steen Schrøder. Højre vinge: Per Kiilerich. Halen: Søren Barth. Brystet: Brian Hansen.
En herlig, men våd, fugleskydningsdag, hvor man godt kunne have brugt den nye konges glæde over solen, og dermed måske set lidt til den.
--