Ny konge i Dragør
Konge til hest overraskede fra morgenstunden skytterne fra Dragør Borgerlige Skyttelag
De deltagende 82 medlemmer af skyttelaget mødte i søndags morgenfriske hos Kong Jens (Klausen) i Strandstræde, i det gamle Dragør. Efter udnævnelse af fire nye storkorsriddere, overraskede den erfarne rytterkonge deltagerne ved selv at kommandere skytterne gennem det gamle Dragør – til hest. Processionen blev anført af 8. Regiments Musikkorps, med vel leveret marchmusik, med hyppig afspilning af den til skyttelaget komponerede »Dragør Skyttemarch«. De lokale beboere og de allerede ankomne turister fik en ekstra oplevelse på en herlig sommermorgen.
Med annoncering af mottoet »Må det køre – for hele Dragør« blev autoforhandler og bilkonsulent Erik Andersen indsat som ny konge i Dragør Borgerlige Skyttelag. Traditionen tro afsluttedes den årlige fugleskydning på Dragør Fort nemlig med udnævnelse af en ny konge.
Statsminister Kurt Thyregod forestod afløring af Erik Andersen, vakte udelt begejstring i den store forsamling. Den nye konge bor i Søvang, og dermed er kongeværdigheden tilbage i Søvang, efter at de seneste konger har været fra den nordlige del af kommunen. Kongens motto minder da også helt relevant om, at man skal huske, at kommunen også består af Søvang.
Erik Andersen har en lang tilknytning til skyttelaget bag sig. Han er tidligere kronprins og har dermed vist, at han også kan ramme skiven. Han er trofast deltager i både skydningerne og i den årlige generalforsamling.
Med udnævnelsen af Kong Erik overdrog Jens Klausen kongeskærfet, og han kunne derefter se tilbage på et år med kamp for både Dragør og Dragør Borgerlige Skyttelag. Begge kongerne blev behørigt hyldet af de tilstedeværende med hurraråb og »rap, rap, rap – plet«.
Under marchen gennem byen var der bedesteder hos ekskonge Ulrik Ankerstjerne og fru Anita i Bjergerlav, samt hos Storkorsridder Per Andersson og fru Engela på Kongevejen. Begge steder blev der budt på forfriskninger.
Skydningen foregik som sagt på fortet, hvor Kronprins Torben Bødtker atter havde lukket områder af, så sikkerheden var i orden, og skydningen til fuglen og til skiven kunne foregå hele dagen. Den stærke fugl overgav sig nemlig først kl. 16.15.
For skydebrødrene blev frokosten afholdt på fortet, som sædvanligt med feststemte, humør og et omfattende program. Borgmester Allan Holst, der var æresgæst, kvitterede med hilsen fra kommunen og en hyldest til skyttelaget. Han kunne dog ikke love at være til stede næste år, men håbede det! Det afgør vælgerne.
Der var taler for kongen og kronprinsen samt hyldest til Dragør. Der var uddeling af en hel del advarsler og bøder fra Statsminister og Fiscal til de urolige elementer i selskabet. Sangen for kongen var igen skrevet af den mangeårige Statsminister i skyttelaget, Kjeld B. Nilsson, som med stor sikkerhed hvert år rejser fra Paris for at være med.
Damefrokosten foregik på Dragør Strandhotel hos Storkorsridder Philip Helgstrand, som havde en travl dag med mange arrangementer. På trods af travlheden klarede han at servere en lækker frokost, som blev værdsat af de mange deltagere.
Skydningen fortsatte efter frokosten. Den dygtige skytte, som nedlagde fuglen endeligt, var Ole Gandrup, som med nedlæggelse af brystet i det kommende år kan smykke sig med titlen Kronprins.
De øvrige dele af fuglen blev nedlagt således: Krone Michael Nielsen, ringen Kim Irmow, halsen Christian Hansen, venstre vinge Gminni Johannessen, højre vinge René Carstensen og halen Bent Kofoed-Hansen.
Præmieskydningen blev i år præget af både tidligere vindere og nye navne. Steen Hyldborg forbedrede sin andenplads fra sidste år med en førsteplads. Han vandt med 57 point. Nr. 2 blev René Carstensen med 56 point, og nr. 3 blev Kim Irmow med 56 point. René Carstensen erobrede andenpladsen foran Kim Irmow på flest pletter.
Dagen blev afsluttet med tronskifte – Kong Erik overtog fra Kong Jens og Kronprins Ole overtog fra Kronprins Torben.
I dagens løb var der mange, som benyttede anledningen til et besøg på fortet for at følge festlighederne, og især de afsluttende ceremonier trak rigtig mange tilskuere til – så det blev atter en rigtig Dragør-fest.
--