Bitzer header Torben Stender

Skyttelagets fugleskydning i søndags. Kong Theis Chrisensen overdrog kongeskærfet til Christian Bitzer

På en dejlig sommerdag i søndags gennemførte Dragør Borgerlige Skyttelag sin årlige fugleskydning.

Over 100 Skytte og tilskuere mødtes søndag morgen ved halvni tiden i Kong Theis og Dronning Camillas have på Grithsvej. Helsingør Pigegardes 40 musikere spillede, så alle i nabolaget kunne høre det. Der var fest fra morgenstunden, som optakt til en lang dag med fugleskydning, spisning og samvær. Stemningen var helt i top fra morgenstunden, hvilket naboerne helt sikkert bemærkede.

Dagens program sluttede sidst på eftermiddagen, med udnævnelse af Dragør drengen Christian Bitzer som ny konge. Han efterfølger en anden Dragør dreng Theis Christensen. Skyttelaget fylder 100 år til næste år, så det er meget passende at regenten i jubilæumsåret hedder kong Christian. Den nye konge har valgt ”frihed under ansvar” som sit motto.

Kong Theis og dronning Camilla blev hyldet behørigt i deres have af de mange skyttebrødre, og følgere. De har varetaget hvervet som regentpar på fortrinlig vis, til gavn for alle undersåtterne. Det blev belønnet og festen var i gang.

Der blev udnævnt 6 nye Storkorsriddere, Martin Eriksen, Jesper Rasmussen, Kenneth Osbæck, Tonny Kristiansen, Arne Meyer Larsen og Pål Svendsen.

Fra Grithsvej startede en procession med Helsingør Pigegarde i front. Allerede på Grænsevænget dukkede det første bedested, det første stop, op hos storkorsridder Tore Neidel og Hege. Det var populært. De stod klar med forfriskninger. Processionen fortsatte, stadig med et vel spillende Helsingør Pigegarde, ad Kirkevej og Kongevejen til Jan Timans Plads, hvor biografens lokaler var åbnet, som en markering af at de nu er overtaget af Borgerforeningen. Værter for en forfriskning var ekskong Jørn Steen Larsen og ekskong Flemming Aunel.

Processionen linede op, men blev straks kommanderet højre om, for at besøge endnu et bedested, hos statsminister Kurt Thyregod og eksdronning Dorthe i Lybækstræde. Pigegarden spillede og de tilstedeværende i cafeerne på Neele Plads fik del i underholdningen. Godt tilpasse efter pausen, begav menageriet sig videre af Kongevejen, til et besøg i Spisehuset Dragør Sejlklub, hvor de nye værter. Lotte og Morten bød på forfriskninger.

Efter hele fire dejlige bedesteder, gik processionen den traditionelle vej fra havnen til Fortet. Undervejs blev der spillet masser af musik, som en hilsen til dagens havne fest. Med depoterne fyldt op og allerede lidt mætte af oplevelser, marcherede skytterne ind på fortet. Markører og øvrige ansvarlige for dagens sikkerhed tog imod og dagens skydning kunne starte.

Dragør Fort var som sædvanligt under fugleskydningerne behørigt bevogtet, så sikkerhedskravene kunne overholdes. Der var fin skydning til fuglen og til skiven hele dagen. Fuglen overgav ikke så let, faldt først ved 17-tiden, hvor brystet blev skudt ned af den nyudnævnte storkorsridder Pål Svendsen med et vel placeret skud. Han kan dermed kalde sig kronprins i det næste år.

Frokosten blev også afviklet på Fortet. Som sædvanligt med feststemte skyttebrødre og et omfattende program. Borgmester Kenneth Gøtterup var æresgæst og han kvitterede med hilsen og en hyldest til Skyttelaget.

Der var taler for kongen og kronprinsen, samt hyldest til Dragør. Der var uddeling af en hel del advarsler og bøder fra Statsminister og fiskal til de urolige elementer i selskabet. Der blev sunget til kongens og Dragørs pris og udråbt adskillige hurraer med traditionelle rap-rap´er.

Damefrokosten foregik på Beghuset, hvor Dronning Camilla som vært for de 65 deltagere serverede en lækker frokost. Der var underholdning festlig stemning og der blev skålet og sunget, da Kong Theis, Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup, skyttelagets statsminister og æresoldermand Preben Staal kom forbi.

Fuglen blev nedlagt således: kronen Niels Risvig, næbbet Morten Vind, halsen Henrik Kjærsvold-Niclassen, venstre vinge Christian Bitzer, højre vinge Lars Brandt, halen Peter Karlshøj og som nævnt brystet, den nye kronprins Pål Svendsen.

Præmieskydningen blev meget spændende, med stor konkurrence i toppen. Det var de erfarne der vandt. Tidligere mester Flemming Aunel vandt med 57 point, efterfulgt af flere med 56. Kim Irrmov blev nummer 2 og Erik Andersen blev nr. 3. Placeringer 2-4 blev afgjort på små decimaler.

Dagen afsluttedes med tronskifte. Christian Bitzer overtog kongeværdigheden fra Theis Christensen og Pål Svendsen efterfulgte Emil Glyager Thersr som kronprins.

I dagens løb var der mange der benyttede anledningen til et besøg på fortet for at følge festlighederne og der var rigtigt mange tilskuere til de afsluttende ceremonier. Nu ser Skyttelaget frem til næste år, hvor 100 års jubilæet vil blive fejret behørigt

Tags:

--